En kristen arabisk diplomat og jurist taler om arabere, jøder og fred


George Deek


Ved et arrangement den 27. september 2014, indbudt af Med Israel for Fred i Litteraturens Hus i Oslo, holdt George Deek, en kristen araber og chargé d’affaires ved den israelske ambassade i Norge, en fængslende tale. Teksten er afkortet pga. begrænset spalteplads.

– Red.

Når jeg går på gaderne i min hjemby Jaffa, så fortæller stræderne i den gamle by, husene i Ajami-bydelen, fiskenettene ved havnen alle historier fra det år 1948, der ændrede min by for altid.

En af disse historier handler om en af de ældste familier i denne gamle by, Deek-familien, som er min familie. Før 1948 arbejdede min bedstefar George, som jeg er opkaldt efter, som elektriker ved Rotenberg Electricity Company. Da Jaffa var en blandet by, havde han naturligvis jødiske venner. Faktisk lærte hans venner ved elektrikerfirmaet ham endda jiddisch, hvilket gjorde ham til en af de første arabere, der kunne tale sproget.

I 1947 blev han forlovet med min bedstemoder Vera, og sammen planlagde de at danne familie i samme by, som vores familie har boet i de sidste ca. 400 år.

Men få måneder senere ændrede disse planer sig bogstaveligt talt fra den ene dag til den anden.

Da De forenede Nationer godkendte oprettelsen af Israel, og staten Israel blev udråbt, advarede de arabiske ledere araberne, at jøderne havde planer om at dræbe dem, hvis de blev. De sagde til alle: ”Forlad jeres huse, og flygt!” De sagde, at de kun behøvede nogle få dage, i løbet af hvilke de lovede at ødelægge det nyfødte Israel med fem arméer. Min familie besluttede at flygte ligesom de fleste andre, skræmte over, hvad der kunne ske.

En præst blev i al hast tilkaldt til Deek-familiens hus, og han viede George og Vera. Min bedstemoder fik ikke engang en chance for at få fat i en ordentlig kjole. Efter deres pludselige bryllup begyndte hele familien flugten mod nord, til Libanon.

Men da krigen var ovre, var det ikke lykkedes araberne at ødelægge Israel. Min familie var på den anden side af grænsen, og det så ud til, at Deek-familiens brødre og søstre blev tildelt den skæbne at være spredt over hele verden. I dag har jeg slægtninge i Jordan, Syrien, Libanon, Dubai, Storbritannien, Kanada, USA, Australien m.fl. Min families historie er bare én ud af mange tragiske historier fra året 1948, og sandsynligvis ikke den værste.

Ifølge FN blev 711 000 palæstinensere forflyttet. På grund af Israels oprettelse blev på samme tid 800 000 jøder truet til at forlade den arabiske verden, hvilket efterlod de fleste af disse nationer uden en eneste jøde.

Men denne konflikt var ikke den eneste i det 19. og 20. århundrede, der førte til uddrivelse og forflytning.

  • Fra 1821 til 1922 blev fem millioner muslimer drevet ud af Europa, mest til Tyrkiet.
  • I 1990’erne brød Jugoslavien sammen, hvilket førte til 100 000 døde og 3 mill. fordrevne.
  • Fra 1919 til 1949 og under Vistula-felttoget mellem Polen og Ukraine døde 150 000 og 1,5 mill. blev fordrevet.
  • Efter 2. verdenskrig og Potsdam-konferencen blev mellem 12 og 17 mill. tyskere forflyttet.
  • Da Indien og Pakistan blev uafhængige, blev omkring 15 mill. mennesker forflyttet.

Det skete også i Mellemøsten, f.eks.

  • de ottomanske herskere fordrev 1,1 mill. kurdere,
  • 2,2 mill. kristne blev drevet ud af Irak,
  • og mens vi er samlet i dag bliver yasidier, bahaier, kurdere, kristne og selv muslimer dræbt og fordrevet med en hastighed på 1000 personer om måneden som følge af fremvæksten af radikal islam.

Chancen for, at nogle af disse grupper kan vende tilbage til deres hjem er næsten ikke-eksisterende.

Så hvorfor er det sådan, at serbernes, de europæiske muslimers, de polske flygtninges eller de irakiske kristnes tragedie ikke huskes mere? Hvorfor blev fordrivelsen af jøderne fra den arabiske verden helt glemt, mens palæstinensernes tragedie (Nakba) stadig lever i dagens politik?

Det ser for mig ud til, at det er, fordi Nakba er blevet forvandlet fra en humanitær katastrofe til et politisk program. Højtideligholdelsen af Nakba er ikke længere noget med at huske, hvad der skete, men hellere bitterheden over selve eksistensen af staten Israel.

Det demonstreres klarest i den dato, man har valgt til at mindes den: Nakba-dagen blev sat til den 15. maj, dagen efter, at Israel proklamerede sin uafhængighed. Med det signalerede det palæstinensiske lederskab, at det ulykkelige ved Nakba ikke var fordrivelsen, de forladte landsbyer eller eksilet. Nakba var i deres øjne skabelsen af staten Israel. De bedrøves mindre af den humanitære katastrofe, som overgik palæstinenserne, end af genfødelsen af den jødiske stat. Med andre ord: de sørger ikke over det faktum, at mine fætre er jordanere, de sørger over det faktum, at jeg er israeler.

Ved at gøre dette er palæstinenserne blevet slaver af fortiden, holdt fanget af bitterhedens lænker, fanger i en verden af frustration og had.

Men venner:

For at hele fortiden må man først have en tryg fremtid

Det var noget, jeg lærte af min musiklærer, Avraham Nov. Da jeg var syv år gammel, blev jeg medlem af marchorkestret i det arabisk-kristne samfund i Jaffa. Det var der, jeg mødte Avraham, som lærte mig at spille fløjte og klarinet. Avraham er Holocaustoverlever, og hele hans familie blev myrdet af nazisterne. Han overlevede, fordi en naziofficer så hans evner som harmonikaspiller, og han tog ham med hjem under krigen for at underholde hans gæster.

Da krigen var forbi, kunne han let have sat sig ned for at græde over den største forbrydelse i historien, begået af mennesker mod mennesker og over det faktum, at han var alene. Men han valgte livet frem for døden, håbet frem for håbløsheden.

Avraham kom til Israel, blev gift, dannede familie og begyndte at undervise i det, som reddede hans liv – musikken. Han blev lærer for tusinder af børn over hele landet, og da han så spændingerne mellem arabere og jøder, besluttede denne Holocaustoverlever at undervise hundreder af arabiske børn som mig om håb gennem musik.

Holocaustoverlevere som Avraham hører til de mest bemærkelsesværdige mennesker, du kan møde. I de 15 år jeg kendte Avraham, hvor jeg var hans elev, talte han aldrig om sin fortid, undtagen én gang da jeg krævede at få noget at vide om den. Mange Holocaustoverlevere har ofte ikke talt om disse år og om Holocaust i årtier, end ikke til deres familier.

Først når de har sikret sig en fremtid, tillader de sig selv at kigge tilbage på fortiden. De bygger fremtiden i deres gamle nye hjem, staten Israel, og i skyggen af deres største tragedie bygger jøderne et land, som er førende i verden inden for medicin, landbrug og teknologi.

Hvorfor? Fordi de ser fremad. Venner, dette er en lektie for alle nationer, som ønsker at komme sig over en tragedie, også for palæstinenserne.

Første skridt i denne retning er uden tvivl at standse den vanærende behandling af de palæstinensiske flygtninge.

I den arabiske verden har de palæstinensiske flygtninge, inkl. deres børn, børnebørn og selv oldebørn, stadig ikke fået en bolig. De bliver heftigt diskrimineret og nægtes i de fleste tilfælde statsborgerskab og basale menneskerettigheder.

Hvorfor er det sådan, at mine slægtninge i Kanada er kanadiske statsborgere, mens mine slægtninge i Syrien, Libanon eller golfstaterne, som er født dér og ikke har andet hjem, stadig betragtes som statsløse flygtninge. Det er oplagt, at den behandling palæstinenserne udsættes for i de arabiske lande, er den værste undertrykkelse, som de udsættes for noget sted.

Kollaboratørerne i denne forbrydelse er ingen andre end det internationale samfund og De forenede Nationer. Snarere end at gøre deres arbejde og hjælpe flygtningene med at opbygge et liv, nærer det internationale samfund fortællingen om offerrollen.

Mens der er ét FN-kontor, UNHCR, der tager sig af alle verdens flygtninge, så blev der skabt et andet kontor, UNRWA, til at tage sig af de palæstinensiske. Dette er ingen tilfældighed. Mens målet for UNHCR er at hjælpe flygtninge med at etablere et nyt hjem, skabe en fremtid og afslutte deres flygtningestatus, så er målet for UNRWA det modsatte: at bevare deres status som flygtninge og forhindre dem i at være i stand til starte nye liv.

Det internationale samfund kan ikke for alvor forvente, at flygtningeproblemet løses, når det samarbejder med den arabiske verden i at behandle flygtningene som politiske bønder og nægter dem de basale rettigheder, de fortjener.

Overalt, hvor palæstinenserne fik lige rettigheder, trivedes de og bidrog til deres samfund i Sydamerika, USA og selv i Israel. Israel var faktisk et af de få lande, som i 1948 (inden for dets grænser) automatisk gav fuld statsborgerskab og lige ret for alle palæstinensere.

Resultaterne kan ses:

  • Israelske arabere er de højst uddannede arabere i verden med de bedste levestandarder og muligheder i regionen.
  • Arabere tjener som dommere ved den israelske højesteret.
  • Nogle af de bedste læger i Israel er arabere, som arbejder på næsten ethvert hospital i landet.
  • Der er 13 arabiske medlemmer i det israelske parlament, som nyder retten til at kritisere regeringen, en ret de udøver til fulde – beskyttet af ytringsfriheden.
  • Arabere vinder populære reality TV-shows i Israel.
  • Du kan endda finde arabisk-israelske diplomater, og en af dem står foran dig.

Når jeg i dag går på gaderne i Jaffa, ser jeg de gamle bygninger og den gamle havn, men jeg ser også børn, der går i skole og på universitetet. Jeg ser blomstrende forretninger, og jeg ser en levende kultur. Kort sagt, vi har en fremtid i Israel.

Det bringer mig til det næste punkt:

Tiden er kommet til at afslutte hadets og ophidselsens kultur, fordi jeg tror, at antisemitismen er en trussel for muslimer og kristne såvel som jøder.

Jeg kom til Norge for lidt over to år siden, og her kom jeg for første gang i kontakt med jøder som et minoritetssamfund. Jeg er vant til at se dem som en majoritet. Jeg voksede op i et lignende miljø i det arabisk-kristne samfund i Jaffa. Jeg var en del af de ortodokse kristne, som er en del af det kristne samfund, som er en del af den arabiske minoritet i den jødiske stat Israel i det muslimske Mellemøsten. Det er ligesom de russiske dukker. Du åbner en stor én, og der ligger mindre indeni. Jeg er den mindste dukke.

At være en minoritet, mine venner, vil sige at være anderledes. Ingen nation har nogen sinde betalt en tungere pris for at være anderledes end det jødiske folk. Historien om det jødiske folk føjede nye ord til menneskets ordbog, ord som fordrivelse, tvangsomvendelse, inkvisition, ghetto, pogrom for ikke at nævne Holocaust. Englands tidligere chefrabbiner, Lord Jonathan Sacks, forklarer meget præcist, at jøderne led op gennem tidsaldrene, fordi de var anderledes, fordi de var den mest fremtrædende ikke-kristne minoritet i Europa (og i dag den mest fremtrædende ikke-muslimske minoritet i Mellemøsten).

Et Europa (eller et Mellemøsten), hvor der ikke er plads til jøder, har ikke plads til menneskelighed. Lad os ikke glemme, at antisemitisme ganske vist begynder med jøderne, men det stopper ikke med jøderne. De var ikke de eneste, der blev tvangskonverteret under inkvisitionen, og Hitler sørgede for, at blandt andet sigøjnere og homoseksuelle led sammen med jøderne.

Nu sker det igen i Mellemøsten. Den arabiske verden synes at have glemt, at deres mest gyldne periode de sidste 1400 år var, da de viste tolerance og åbenhed over for de, der var anderledes.

  • Den geniale matematiker Ibn Musa al-Khwarizmi var usbeker.
  • Den store filosof Rumi var perser.
  • Den store leder Salah ad-Din [Saladin] var kurder.
  • Grundlæggeren af arabisk nationalisme var Michel Aflaq, en kristen.
  • Den, som bragte den islamiske genopdagelse af Platon og Aristoteles til resten af verden, var Maimonides, en jøde.

Men i stedet for at genoplive tolerancens succesfulde tilgang bliver arabiske unge oplært til at hade jøder, idet de udsættes for antisemitisk retorik fra middelalderens Europa, blandet med islamisk radikalisme, og en gang til er det, der startede med fjendskab mod jøder, blevet til fjendskab mod enhver, der er anderledes.

For en uge siden flygtede mere end 60 000 kurdere fra Syrien mod Tyrkiet, fordi de var bange for at blive slagtet. Samme dag druknede 15 palæstinensere fra Gaza i havet, da de prøvede at flygte fra Hamas’ kløer. Bahaier og yasidier er i fare.

Til alt det skal lægges, at den etniske udrensning af kristne i Mellemøsten er den største forbrydelse mod menneskeheden i det 21. århundrede. Igennem to årtier er kristne som jeg selv blevet reduceret fra 20 % af befolkningen i Mellemøsten til blot 4 % i dag.

Hvis vi ønsker at beskytte vores ret til at være anderledes, hvis vi ønsker at have en fremtid i den region, tror jeg, vi skal stå sammen – jøder, muslimer og kristne. Vi vil kæmpe for kristnes ret til alle steder at praktisere deres tro uden frygt med samme passion, som vi vil kæmpe for jøders ret til at leve uden frygt.

Vi vil kæmpe mod islamofobi [fordomme mod muslimer], men vi har brug for vores muslimske partnere til at tilslutte sig kampen mod kristianofobi og judæofobi, for det er vores fælles menneskelighed, der er i fare.

Den arabiske verden kan overvinde den tankegang, at [palæstinenserne] er hjælpeløse ofre, men så må de åbne op for selvkritik og holde sig selv ansvarlige:

  • Indtil i dag stiller ikke en eneste historiebog i den arabiske verden spørgsmålstegn ved den historiske fejltagelse, det var at afvise dannelsen af den jødiske stat.
  • Ingen ledende arabisk akademiker er stået frem og har sagt, at hvis araberne havde accepteret idéen om en jødisk stat, ville der have været to stater, der ville ikke have været nogen krig, og der ville ikke have været noget flygtningeproblem.
  • Jeg kan ikke få øje på en debat, der stiller spørgsmålstegn ved visdommen i Jerusalems mufti Haj Amin al-Husseinis destruktive lederskab, eller ved den unødvendige krig i 1948, startet af Den arabiske Liga, eller ved alle de krige mod Israel, der fulgte indtil i dag.
  • Jeg kan ikke få øje på nogen tendens til selvkritik i det palæstinensiske samfund omkring brugen af terrorisme, igangsætningen af den anden intifada eller afvisningerne siden 1999 af de [mange] israelske tilbud på at afslutte konflikten.

Kun araberne selv kan ændre deres virkelighed ved at holde op med at støtte sig til konspirationsteorier og med at beskylde ude fra kommende magter: Amerika, jøderne, Vesten eller andre for deres problemer.

Jeg læste en meget interessant artikel af Lord Sacks om rivaliseringen mellem brødre i Bibelen.

Der er fire sådanne historier i 1. Mosebog: Kain og Abel, Isak og Ismael, Jakob og Esau og Josef og hans brødre. Hver historie ender forskelligt:

  • I tilfældet med Kain og Abel, ligger Abel død.
  • I tilfældet med Isak og Ismael, så står de sammen ved deres faders grav.
  • I tilfældet med Jakob og Esau, så mødes de, omfavner hinanden og går hver sin vej.

Men tilfældet med Josef ender anderledes. Josef var den 11. af Jakobs tolv sønner og Rakels førstefødte. På et tidspunkt sælger hans brødre ham som slave, fordi de bliver jaloux på ham. Alligevel bliver han den anden mægtigste efter Farao. Da hungersnød rammer Kana’an, kommer Josefs brødre og deres fader til Ægypten, og der tilgiver han sine brødre for, hvad de har gjort ham i stedet for at straffe dem. Dette er det første registrerede tilfælde af tilgivelse og forsoning i litteraturen.

Josef sørger for alle sine brødres behov. De gør fremgang, de vokser i antal, og de bliver en stor nation. Ved afslutningen af historien siger Josef til sine brødre: ”I havde til hensigt at gøre mig ondt, men Gud vendte det til det gode, for at opnå det, som nu er sket: redningen af mange menneskers liv.” Med det mente han, at ved vores handlinger i nutiden kan vi forme fremtiden.

Jøder og palæstinensere, vi er måske ikke brødre i troen, men vi er sandelig brødre i skæbnen, og jeg tror, at lige som i historien om Josef, kan vi sone fortiden ved at foretage de rigtige valg og ved at fokusere på fremtiden. Gårsdagens fjender kan blive morgendagens venner. Det skete mellem Israel og Tyskland, Israel og Ægypten, Israel og Jordan.

Jeg har stadig ikke fortalt Dem resten af min families historie i 1948. Efter en lang rejse, mest til fods, nåede mine bedsteforældre George og Vera til Libanon. De blev der i mange måneder, og mens de var der, fødte min bedstemor sin første søn, min onkel Sami. Da krigen var forbi, indså de, at man havde løjet for dem. Araberne vandt ikke krigen, som man havde lovet dem, og jøderne dræbte ikke alle araberne, som de var blevet fortalt, ville ske.

Min bedstefar kiggede sig omkring og så, at en tilværelse som flygtning ikke var andet end en blindgyde. Han kiggede på sin unge kone, som ikke engang var 18 år endnu. Han så på sin nyfødte søn og indså, at på et sted, som var låst fast i fortiden uden evne til at se fremad, var der ingen fremtid for hans familie. Mens hans brødre og søstre så deres fremtid i Libanon og andre arabiske og vestlige lande, så havde han en anden plan.

Han ville rejse tilbage til sin hjemby Jaffa. Da han tidligere havde arbejdet sammen med jøder og var venner med dem, var han ikke hjernevasket med had.

Min bedstefar gjorde som kun få ville turde gøre: han rakte ud til dem, som hans samfund så på som deres fjender. Han kontaktede en af sine gamle venner i elektrikerfirmaet og bad om hans hjælp.

Denne ven, som jeg har hørt min far fortælle om i sine historier, var i stand til hjælpe min bedstefar tilbage. I en enestående barmhjertighedshandling hjalp han ham endda med at få hans gamle job tilbage ved det, som nu er blivet Israel Electric Company. Det betød, at han var en af de få arabere, der arbejdede der.

Blandt mine søskende og fætre har vi revisorer, lærere, forsikringsagenter, ingeniører inden for højteknologi, diplomater, fabriksledere, universitetsprofessorer, læger, advokater, investeringsrådgivere, direktører i ledende israelske virksomheder, arkitekter og endda elektrikere.

Grunden til, at min familie har klaret sig i livet, grunden til, at jeg står her som israelsk diplomat og ikke som palæstinensisk flygtning fra Libanon, er, at min bedstefar havde modet til at tage en beslutning, som var utænkelig for andre. I stedet for at synke ned i håbløshed fandt han et håb, hvor ingen andre turde se efter det. Han valgte at leve blandt dem, som man anså for hans fjender, at gøre dem til sine venner. For dette skylder jeg og min familie ham og min bedstemoder evig taknemmelighed.

Historien om Deek-familien burde være en inspirationskilde. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan sikre en fremtid for vore kommende generationer.

Tak!

Udskrift: Conrad Myrland

Foregående Jøder og kristne i en fjendtlig verden
Næste Israels bedste venner afsløret