Et nyt år, men ikke en ny begyndelse


Nytårsdag 2016 var min søn Ariel og en ven i Tel Aviv for at shoppe langs den berømte Dizengoff Street før de tog hjem til Jerusalem. To timer senere samme sted tog 28-årige Nashat Milhem et gevær frem og begyndte at skyde på de handlende.

Israeli medics give emergency treatment to a victim following an attack by an unidentified gunman, who opened fire at a pub in the Israeli city of Tel Aviv killing two people and wounding five others on January 1, 2016, police and medical officials said. An eyewitness told Channel 1 television the assailant used an automatic weapon against people at a pub. AFP PHOTO / JACK GUEZ / AFP / JACK GUEZ
AFP PHOTO / JACK GUEZ

Overlevende fra angrebet bemærkede, at terroristen smilede, mens han fyrede løs og dræbte tre og sårede andre, før han flygtede. Da han endelig blev fanget nogle dage senere, opstod der en ildkamp, hvor terroristen blev dræbt. Efterfølgende kom der en strøm af sympati for den døde terrorist fra Det palæstinensiske Selvstyre.

Det kom ikke som nogen overraskelse: tre arabiske medlemmer af det israelske parlament var i februar årsag til en national skandale, da de mødte familierne til nogle døde terrorister. Selv i et demokratisk land som Israel, hvor hver borger har lov til at tale og tænke, som han ønsker, grænsede dette til landsforræderi.

Var Milhem en frustreret palæstinensisk-araber, fortvivlet over Israels ”undertrykkelse” og derved drevet ud over kanten? Ikke helt. Hans far fortalte, at han studerede jura og erhverv, var fra den arabisk-israelske landsby Arara og skulle snart begynde at arbejde for et advokatkontor.

Den forestilling, at arabere er frustrerede pga. Israel og ikke ser anden udvej end voldens, er en smart ide, som mekanisk aflires af talsmænd fra Det palæstinensiske Selvstyre, af politikere over hele verden og af mange liberale journalister. Det er den begrundelse, der citeres, for at retfærdiggøre de daglige drab på jøder over hele Israel, drab med knive, skydevåben og biler – hundreder af tilfælde siden sidste efterår – begået lige så ofte af arabiske kvinder som af 12, 13 eller15 år gamle teenagere, og af mænd i 20’erne og 30’erne. De er ikke kun indbyggere fra Judæa og Samaria (Vestbredden). De er ofte arabiske borgere i Israel.

Jewish, Arab students post 'A Year in Peace' doves HAND IN HAND
Facebook-foto

Tankegangen er simpelthen forkert. Ligesom de israelske arabere, har de palæstinensiske arabere det højeste uddannelsesniveau i den arabiske verden og er blandt de økonomisk bedst stillede. Den israelske lovgivning giver lige adgang til uddannelse og beskæftigelse for alle. Araberne er repræsenterede på ethvert niveau af det israelske samfund, selv i Højesteret. Voldelige arabiske angreb på jøder er ikke blot ”isolerede handlinger fra desperate gerningsmænd”, hvilket er den sædvanlige, simplistiske og falske forklaring. Årsagen ligger et andet sted.

Lige siden Oslo-aftalerne i september 1993 har der været en organiseret strategi fra Det palæstinensiske Selvstyre (PA), gående ud på at ophidse sindene mod Israel, en fræk tilsidesættelse af de selvsamme aftaler. PA-styret radio, TV og presse bagvasker Israel dagligt. Børneprogrammer præsenterer små børn, der erklærer deres ønske om at ville være shahid (martyr), der ofrer deres liv for at besejre disse (jødiske) ”sønner af svin og aber”. Små dukker, klædt ud som stenkastende demonstranter, er sidste skrig. Populære musikvideoer beskriver sejrrige terroristangreb på jøder. To dusin PA-skoler er blevet navngivet til ære for terrorister, der døde som martyrer. Det samme er dusinvis af torve i byerne. I et samfund, hvor terrorister ophøjes, drives letpåvirkelige unge mennesker let til terror.

Det har alt med propaganda, men intet med desperation at gøre. Glem aldrig, at muslimernes mål om at besejre Israel har de aldrig afsværget sig. Efter 68 år har kun to arabiske stater anerkendt Israel: Ægypten og Jordan. Ved tre lejligheder har israelske ledere tilbudt PA deres egen stat. Hver gang nægtede de at tage imod. Præsidenten for PA, Mahmoud Abbas, foretrækker statsløshed fremfor en statsdannelse, idet det sidste ville betyde anerkendelse af og fredsstiftelse med den jødiske stat Israel.

rahatvisit
Rahats arabiske borgmester Talal alKrenawi taler understøtter Shlomit Goren, 65, jødisk person, der overlevede en palæstinensiske terrorister forsøgte 6 februar 2016.

Der er dog glimt af håb. Da Talal al-Krenawi, den arabiske borgmester i beduinbyen Rahat i Negev, hørte, at en 65 år gammel jødisk kvinde, Shlomit Goren, den 6. februar var blevet angrebet med kniv af en terrorist på det lokale marked, besøgte han hende på hospitalet. Da ”Shlomo blev angrebet, blev alle 68000 indbyggere i Rahat angrebet”, erklærede han. Han lovede ikke at ville tillade nogen at underminere den jødisk-arabiske sameksistens i hans lokalsamfund, og han opmuntrede politiet til at pågribe angriberen.

Det jødiske folk er under angreb og må fortsat være udholdende. Fulde af bøn, ser Israel frem mod et fremtidigt nyt år under Messias’ regering, da fred vil herske, for Han skal bringe ret til folkene” (Es. 42, 1).

Foregående Profetier bliver til virkelighed i dag
Næste Abrahams største prøve: hvorfor?