Bileam dengang og nu


balaam

Historien om Balak og Bileam i fjerde Mosebog er temmelig usædvanlig, ikke kun fordi den involverer et talende æsel.

Fjerde Mosebog handler om historien om Israels børn og de religiøse instruktioner, som de modtog under deres vandring fra Sinaj bjerg til Det forjættede Land.

Men i én episode, der fylder hele tre kapitler, indtager to ikke-israelittiske karakterer scenen med Israel, som passiv deltager. Det er et drama på toppen af Moabs bjerge: Balaks gentagne forsøg på uden succes at få Bileam til at forbande Israel. Det er endda ikke klart, om israelitterne i lejren nede på sletten var klar over, hvad der foregik på den tid.

Hvorfor har vi brug for at kende alle disse deltaljer om Balaks frygt, hans grunde til at hyre Bileam, forhandlingerne frem og tilbage og til sidst de mislykkede forsøg på at forbande Israel? Hvem bekymrer sig om moabitterne, undtagen en moabit?

Vi får ikke en så langstrakt fortælling om andre af Israels fjender og deres refleksioner, for eksempel amalekitterne.

Nøgleord og vink: at genkalde sig paralleller

Hvad er baggrunden for denne historie? Vi må læse vinkene. De indeholder to budskaber: 1) For Israel er den en bekræftelse på Guds trofasthed mod sine løfter til Abraham. 2) For nationerne er den en advarsel til dem, der vover at forbande Israel.

Her er vinkene:

Hvad var Bileam? En spåmand? En troldmand? Ja, men han var også en profet, en Guds budbringer. Hvem var ellers profet i disse tidlige dage? Abraham. Gud selv kaldte Abraham en profet, da han talte til Abimelek, kongen af Gerar, i en drøm (1. Mos. 20,7).

Gud viste sig for Bileam og talte til ham (4. Mos. 22,9), som han også gjorde til Abraham flere gange (for eksempel i 1. Mos. 12,1). Gud kom til Bileam om natten (4. Mos. 22,8-9.20). Gud viste sig også for Abraham i et syn om natten, da stjernerne var fremme (1. Mos. 15,5).

Som et ekko af farao en generation tidligere frygtede kong Balak de israelittiske masser på sletten nedenunder (4. Mos. 22,3-4). Bileam gentog denne bekymring for Gud (v. 11). Men denne frygt tjener til at minde os om, at Gud havde lovet Abraham et talrigt afkom (1. Mos. 15,5), et løfte, som nu er opfyldt.

Idet han begav sig ud på sin rejse til Moab, ”stod Bileam op næste morgen og sadlede sit æsel” (4. Mos. 22,21). For at forberede sig på sin rejse til Morija bjerg ”sadlede Abraham tidligt næste morgen sit æsel” (1. Mos. 22,3).

Bileam blev ledsaget af to unge tjenere på sin rejse (4. Mos. 22,22). Abraham tog to unge mænd med på sin (1. Mos. 22,3).

Da Gud kendte hans tvedelte motiver, blev han stoppet på sin rejse af en engel, som advarede ham til at adlyde Gud (4. Mos. 22,35). Idet Abraham var ved at ofre Isak, blev han stoppet af en engel, fordi Gud kendte hans trofaste motiver, og englen velsignede ham for hans lydighed (1. Mos. 22,11-18).

Bileams øjne blev åbnet af Gud, og han så englen, som tidligere kun hans æsel så (4. Mos. 22,31). Abraham løftede sine øjne, og ”se”, han så vædderen i krattet under sit møde med englen (1. Mos. 22,13).

Bileam var fra byen Petor (4. Mos. 22,5) i landet, der hedder Aram Naharajim på hebraisk (5. Mos. 23,4), Mesopotamien i nogle oversættelser. Da Abraham sendte sin tjener til mit land og min hjemstavn” for finde en hustru til Isak, gik hans lydige tjener til Aram Naharajim (1. Mos. 24,4.10).

Ingen tilfældighed

Disse elementer i Bileams historie, der knytter sig til tilsvarende detaljer i Abrahams historie, er ikke rene tilfældigheder, men er snarere bevidste vink. Her er et andet bevis: velsignelserne, som Bileam udtalte på toppen af bjergene, indeholder de samme løfter, som blev givet til Abraham flere generationer tidligere.

Bileam talte eufemistisk om Israels mægtige antal, idet han taler om ”Jakobs støv” (4. Mos. 23,10). Abraham fik at vide, at hans afkom skulle blive talrigt som ”Jordens støv” (1. Mos. 13,16).

Bileam sagde: Israel vil besejre sine fjender (4. Mos. 24,8). Gud sagde til Abraham: ”Dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse” (1. Mos. 22,17).

Til sidst sagde Bileam det afgørende ord: ”Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig forbander!” (4. Mos. 24,9). Det er en næsten ordret gengivelse af det mindeværdige løfte, Gud gav til Abraham: ”Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig” (1. Mos. 12,3).

De store spørgsmål

Hvad er hensigten med disse parallelle vink? At minde Israel om Guds løfter til Abraham og minde dem om Hans trofasthed.

Hvorfor nu? Selv om alle jøder burde se sig selv have del i Exodus og have hørt Guds stemme ved Sinaj bjerg, er israelitterne i vores historie imidlertid en ny generation, ikke øjenvidner til de tidligere undere. Den gamle generation døde i ørkenen.

Nu er de på nippet til at gå ind i Det forjættede Land, men uden Moses. Mange følte uden tvivl bæven og usikkerhed angående fremtiden. Mægtige kana’anæiske fjender boede i landet. De skulle bosætte sig og bygge. Ikke mere manna fra Himlen. Nu skulle de så og høste, underlagt skiftende årstider og elementernes rasen.

En stadfæstelse lige nu af Guds løfter til Abraham, givet for århundreder siden, var en mægtig opmuntring til den nye generation om at indtage landet.

Men hvorfor gøre det så kompliceret? Hvorfor tale i gåder og skjulte budskaber? Det er netop pointen.

Vi har en historie, tilsyneladende om en nation, der prøver at forbande Israel, men i virkeligheden har Gud kontrollen, og Han arbejder hele tiden på at fuldføre sin plan, nogle gange åbent, andre gange i baggrunden. Disse vink, nøgleord og begivenheder, subtile for nogle, men åbenbare for det hebraiske øre, tjente til at påminde denne og senere generationer om Guds trofasthed mod sit folk ligegyldig, hvor dyster situationen så ud på overfladen. Hans pagt med Abraham er evig.

Disse vink, brugt som sproglige virkemidler, forekommer ofte i Bibelen og åbenbarer flere lag af betydninger, selv om oversættelser ofte fortynder deres virkning.

Han bekendte Gud, men hadede Israel

Hvad er budskabet til nationerne? For de mange kristne venner af Israel, som lader deres bønner, håb og ønsker stemme overens med Guds plan for Israel, er det også en enorm opmuntring, da det proklamerer Guds trofasthed.

Der er dog en advarsel gemt i historien om Balak og Bileam.

Bileam bekendte en tro på Gud: ”Formår jeg dog hverken at gøre lidt eller meget imod HERREN min Guds befaling” (4. Mos. 22,18). Han udtalte Guds velsignelser over Israel, og ifølge den rabbinske kommentator Nahmanides profeterede han endda om den kommende Messias. Alligevel var Bileam ond. Det ny Testamente giver på samme måde et portræt af Bileams fordærvede tilstand (2. Pet. 2,15; Åb. 2,14).

Han talte med Gud, og Gud talte med ham. Guds Ånd var over ham (4. Mos. 24,2). Han hørte ”Guds ord” og kendte ”den Højestes viden” (24,16). Han sagde kun, hvad ”HERREN lægger mig i munden” (23,12). Men disse oplevelser var forbigående. Bileam handlede stadig imod Guds vilje.

På overfladen bekendte han troskab mod Gud, men indvendig hadede han Israel og ønskede at forbande. Den samme mund, som velsignede, blev brugt til at skade. Han var årsag til, at Israel faldt i afgudsdyrkelse ved at foreslå de midjanittiske og moabittiske kvinder til at forføre israelitterne (4. Mos. 31,16). Som resultat heraf døde 24 000 israelitter i en plage.

Vore dages Bileam’er

Bileam lever i bedste velgående i dag. Der er mennesker med åndelig indsigt, religiøse ledere, som bekender tro på Gud, hævder at have kendskab til Gud, påstår, at Guds Ånd er over dem, citerer Bibelen og bruger deres talerstole, platforme og medienetværk til at fordømme og forbande Israel. Måske er de, som de hævder at være. Gud ved det.

Nogle samles til Bethlehem Bible College hvert andet år under parolen Christ at the Checkpoint for at understrege deres støtte til palæstinenserne og deres kritik og endda betvivle Israels ret til at eksistere. Pax Christi påstås at sprede ikke-vold i ”Kristi freds” ånd. De udsender erklæringer, der på ondsindet vis fordømmer Israel, men skaffer PR-røgslør for palæstinensiske terrorister og oprører, som bruger granater, geværer, brandbomber, IED’er (improviserede sprængladninger), samt drager og balloner til brandstiftelse mod Israel. Fredelige demonstranter? Det er helt sikkert, at det latinske ord pax (fred) og brugen af granater gensidigt udelukker hinanden.

De kan være pastorer for megakirker, verdenskendte evangelister eller lederer for teologiske seminarer i et hvilket som helst kirkesamfund. Ledere for store kristne organisationer som World Vision støtter de palæstinensiske krav og begræder det tætte amerikansk-israelske samarbejde og den evangelikale støtte til Israel. Kirkernes Verdensråd bagvasker jævnligt Israel, men sympatiserer kategorisk med palæstinenserne.

Ligesom Balak betragter de jøderne som indtrængere, angribere og kolonialister. Ligesom Bileam vil de isolere Israel og forårsage skade. Svække det økonomisk. De har bedt om boykot af Israel og støtter den antisemitiske BDS-bevægelse, hvis grundlæggere åbent udtaler, at de søger Israels ødelæggelse.

world council
Verdensrådets kirke Centralkomitéens møde i Genève. (EJF staff)

Ligesom Bileam, der konspirerede for at skubbe Israel ud af Guds nåde og gøre det sårbart, prædiker de, at Israel for længe siden er faldet ud af Guds nåde og er blevet erstattet. Nogle, som for eksempel Andy Stanley, pastor for megakirken North Point Community Church i Atlanta, Georgia, råder kristne til helt at se bort fra Tanach, Det gamle Testamente, som en kilde til tro, inspiration og lære. Det er ikke noget under, at supersessionismen (erstatningsteologien) igen vinder indpas i flere kredse.

Eksemplet med Bileam viser, at på trods af upåklagelige, åndelige kvalifikationer, er disse ikke nogen garanti mod falsk lære. Han ønskede at forbande. Men Gud lyttede ikke (Jos. 24,10). Bileam slog sig sammen med fjenden, midjanitterne, og hans endeligt blev ødelæggelse sammen med de fem midjanitterkonger (4. Mos. 31,8).

I kontrast hertil afviser titallige millioner af kristne verden over i dag Bileams ånd og støtter aktivt jødernes tilbagevenden til deres gamle land.

Og titusinder af jøder vender hjem til Israel hvert år, sikre på, at løfterne givet til Abraham for tusinder af år siden stadig gælder i dag. Det er det bagvedliggende, inspirerende budskab i historien om Balak og Bileam.

Foregående Hvad betyder vel et ord?
Næste At forestille sig det utænkelige