Bekendelser af en tidligere pro-palæstinensisk aktivist fra Hebron

Svenskeren Daniel Borg var aktiv i svensk politik, lidenskabelig pro-palæstinensisk og havde sluttet sig til den antiisraelske Internationale Solidaritets-bevægelse (ISM).


Min palæstinensiske træning: med eller uden vold?

Daniel Borg med palæstinensiske børn i Hebron

Før jeg tilsluttede mig ISM-gruppen i Hebron, havde jeg to træningsdage i Ramallah: hvordan man generer den israelske hær; hvordan man går ind i et boligkvarter og alarmerer koordinatorerne om den israelske hærs (IDF’s) bevægelser; hvornår man viser militæret sin tilstedeværelse, så de ikke skyder i ens retning; hvordan man skærmer for sten- og Molotov-cocktail-kastende militante. Det var vores job. Den palæstinensiske Befrielsesorganisation PLO (også kaldet Fatah) benytter vestlige unge til at muliggøre, beskytte og hjælpe deres egen terrordagsorden. Koordinatorerne gjorde os det klart, at ISM kun benytter ikke-voldsmetoder i deres modstand, men sagde samtidig, at i tilfælde af, at palæstinenserne besluttede at anvende vold, så var det vores job at agere menneskelige skjolde for dem.

Asymmetrisk krigsførelse

I den første time af træningen i Ramallah giver hver aktivist PLO-koordinatoren en lukket kuvert med navn, adresse, familieinformationer osv. i tilfælde af, at han bliver arresteret eller dræbt. Man gjorde os det mere end klart, at hvis vi blev slået eller dræbt, ville det påføre den israelske stat stor skade, føre til stor mediebevågenhed og naturligvis eventuelt også føre til afslutningen på ”besættelsen”. Da jeg var formand for min hjembys socialdemokratiske ungdomsorganisation, var jeg særlig interessant og til stor nytte. Hvis IDF arresterede eller dræbte mig, ville det mindst give overskrifter i Sverige.
Nu bagefter forstår jeg, at dette var et klassisk eksempel på asymmetrisk krigsførelse: med min tilstedeværelse som udlænding ville IDF måske ikke anvende samme omfang af vold, som de egentlig var berettiget til for at afslutte en sikkerhedsoperation, og ville derfor lade dem, som jeg skærmede, gå fri for straf (en sejr for terroristerne). Eller de ville ignorere min tilstedeværelse og afslutte deres mission med det mulige resultat, at jeg blev dræbt sammen med terroristerne. Begge dele ville være en sejr for terroristerne. For så kunne de udnytte min død som et effektivt propaganda-værktøj til at forme den internationale opinion.

Jeg følte mig nyttig. Jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at hjælpe palæstinenserne. Jeg var frygtløs og idealistisk. Derefter kom jeg til Hebron. Jeg besluttede mig til kun at udføre ægte, pacifistisk arbejde og hovedsageligt stå på King David Street (Shuhada Street) ved den IDF-post, der førte ind til den jødiske bebyggelse Tel Rumeida. Der ville jeg iagttage de israelske soldater. En barsk opgave, tænkte jeg, da alle palæstinenserne forud havde fortalt mig, at soldaterne var voldelige, kastede sten på palæstinensere, hjalp bosættere med at angribe palæstinensiske børn, og (hvad der gjorde mig bange) af og til ville arrestere ISM-aktivister som mig, lægge mig i håndjern og prygle mig…

Hvordan IDF-soldaterne opførte sig

Min første morgen i Hebron: en ung israelsk soldat stod på sin observationspost ved indgangen til det jødiske boligkvarter Tel Rumeida, hvor der også boede enkelte palæstinensiske familier. Soldaten anråbte en 10-årig palæstinensisk dreng, at denne skulle komme hen til ham. Drengen var meget bange og gik med tøvende skridt hen til ham. Da drengen kom nærmere, gik soldaten hen mod barnet. Nu slog mit hjerte hurtigere, da jeg var sikker på, at han ville slå drengen eller arrestere ham. Derfor tog jeg mit kamera, klar til at filme brutaliteterne. Til min store overraskelse gav han i stedet hånd til drengen og lagde sin anden hånd på hans skulder. Soldaten talte frit og åbent med drengen. Straks smilte barnet, og de talte og skæmtede med hinanden i flere minutter i juliheden. Jeg var lettet, meget overrasket og sænkede mit kamera. Her var der ikke noget at filme.

Jeg var forundret. Dette møde mellem IDF-soldaten og det palæstinensiske barn modsagde alt det, man havde fortalt mig og det, jeg anså for normal IDF-adfærd. Denne soldats adfærd var helt sikkert et sjældent lyspunkt af menneskelighed i det hovedsageligt aggressive IDF, ligesom en delfin, der svømmer i et hajfyldt farvand. Dette var dog slet ikke tilfældet. Den adfærd var snarere reglen end undtagelsen.

Jeg overvågede den samme gruppe soldater fra tidlig morgen til sen aften. Deres typiske form for omgang med palæstinenserne var præget af ikke-indblanding og respekt. Ikke en eneste gang så jeg antydningen af noget, der lignede brug af vold. Jeg tilbragte tre uger med at iagttage soldaterne med mit kamera om halsen. Der var intet at tage billeder af, ikke nogen form for overtrædelse (undtagen hos de palæstinensiske krigsforbrydere, men det skriver jeg om senere).

Min travlhed med rationalisering

På et tidspunkt gjorde en soldat en håndbevægelse og vinkede mig hen til sig. Han ville stille mig nogle spørgsmål. Hvordan kunne jeg arbejde for Fatah, regne mig selv som menneskeretsaktivist, når palæstinenserne netop havde dræbt en homoseksuel palæstinenser ved at binde ham til en bil og slæbe hans mere og mere ødelagte krop gennem hele Hebrons midtby (kun få meter fra, hvor jeg stod)? Jeg var temmelig chokeret. Belærte en IDF-soldat mig om menneskerettigheder? Jeg beskyldte ham for at fordreje sandheden og for at forskønne historien. Jeg tænkte over hans ord, men jeg var ligeglad. Dem jeg arbejder for er Fatah-folk, moderate, fredsaktivister; der var endog nogle jøder imellem, rationaliserede jeg…

Her har du Hamas

Den følgende uge gik noget anderledes. Jeg indså, at IDF-soldaterne var flinke og behandlede mig, såvel som alle palæstinensere, med respekt. Ved middagstid besluttede jeg at gå hen til PLO-lejligheden. Jeg stod med en kop kaffe i hånden og betragtede Hebrons midtby med blikket rettet mod den arabiske Zouk (marked). Som ud af den blå luft så jeg pludselig to mænd springe ud af en bil, hive våben ud og plaffe løs på markedet. Der faldt adskillige hundrede skud. Zouk’en vrimlede med familier. Da mændene startede deres skyde-maraton, forsøgte alle at løbe væk. Jeg filmede det hele fra starten af. Skyderiet varede så længe, at jeg havde tid til at nå op på taget og filme videre. Her har du Hamas.

Derefter løb jeg nedenunder, alarmerede mine medaktivister og IDF-soldaterne og ringede til vores koordinatorer. IDF lukkede checkpointet og forstærkede deres tilstedeværelse. Det var det første Hamas-angreb på Vestbredden, deres ”tilbud” på en magtovertagelse, efter at de havde lykkedes dermed i Gaza. Formanden for de palæstinensiske selvstyremyndigheder, Mahmoud Abbas, udråbte nogle dages undtagelsestilstand. Kun det lille samfund af palæstinensere, jøderne og vi udenlandske aktivister var sikre – takket være IDF’s checkpoints og sikkerhedsforanstaltningerne i det af Israel kontrollerede område. Jeg var faktisk taknemmelig for, at IDF havde et checkpoint der.

Ironien i dette faldt mig på det tidspunkt ikke ind: at jeg var kommet til Hebron for at dokumentere de israelske krigsforbrydelser, men kom hjem med beviserne for IDF’s humanitet og palæstinensiske krigsforbrydelser.

Hvad jeg ikke viste om Hebron

Under min tid i Hebron vidste jeg intet om de uophørlige terrorangreb mod det derværende lille jødiske samfund. Jeg vidste ikke, at jødiske beboere bliver dræbt, når de er ubeskyttede – børn, kvinder, ældre. Jeg vidste ikke, at Israel kun kontrollerede en lille del af Hebron. Jeg vidste ikke, at den virkelige Apartheid i Hebron kom fra araberne, rettet mod jøderne. Jeg kendte ikke den religiøse og historiske betydning af Hebron, som jødernes anden hovedstad.

Derudover vidste jeg ikke, at dem, som jeg arbejdede for – Fatah-ledede ISM – aktivt instruerede palæstinensiske børn i at kaste sten på jøder, så ofrene nogle gange blev dræbt. Jeg vidste heller ikke, at når Fatah befalede os til at være skjold for en person eller et hus mod en IDF-indsats, så er det højst sandsynligt en terrorist, som netop har planer om at angribe uskyldige israelere. Det var tilfældet med Rachel Corrie (i Gaza).

Hvordan skulle jeg også kunne vide det? Hvordan skulle mine medaktivister kunne vide det? Vi er totalt gennemsyret med den falske, pro-palæstinensiske fortælling, opildnet af CNN, New York Times, Le Monde, af alle de politiske centrum-venstre-partier i Europa, af alle vores venstreorienterede lærere og vores kulturelle institutioner (israellycool.com, 22. august 2015).

Foregående Afsløring af verdens banditter
Næste Jerusalem – en tung løftesten