Hvorfor jøderne?


featurewhy

Jøderne er det udvalgte folk, har deres eget land, har succes i alle samfundslag. Men antisemitismen vokser og er blevet normal igen. Internettet er rigt på eksempler.

cropwhydanish

Israel anses for at have en højere standard end andre nationer. Kina, Rusland, Saudi Arabien og mange andre lande gør grin med menneskerettighederne eller er tyranniets og korruptionens huler, men ingen opponerer deres overtrædelser. Israels mindste bevægelse derimod granskes og fordømmes over hele verden af FN, EU, politikere på venstrefløjen og højrefløjen, nyhedsmedierne, universiteter og akademiske organer, virksomhedsledere, selv af fagforeninger.

Beskyldningerne udspringer af direkte løgn og fiktion, fordrejning af kendsgerninger, så meningen bliver den modsatte, ignorering af sandheder og direkte jødehad.

Og sådan har det været siden Bibelens dage med skiftende op- og nedture.

Er det bare jødernes uheld? Er det den evige straf over ”Kristus-morderne”, som religiøse snæversynede og pseudoteologer har sagt i århundreder? Eller er det angreb fra vor sjælefjende, helvedes plan manifesteret på jorden?

Torahen fortæller jødernes historie, som er enestående blandt alle jordens folk, men som også forudsiger, hvad de ville opleve. Bileam, hedningernes korrupte profet, blev hyret af Balak, kongen af Moab, til at forbande jøderne. I stedet velsignede Bileam det udvalgte folk tre gange og forkyndte: ”Jeg ser det fra klippernes top, fra højderne skuer jeg det, et folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til hedningefolkene” (4. Mos. 23,9).

Folkenes misundelse og had har ledsaget Israels klyngen sig til Torahen. Overholdelse af lovene, både budene (du skal) og forbuddene og begrænsningerne (du må ikke) betød, at jøderne adskilte sig fra hedningeverdenen, dens kalender, endda dens kost.

Gennem historien er jødiske forsøg på assimilation endt i tragedie, mest berømt er Tyskland i sidste århundrede.

Theodor Herzl, en østrig-ungarsk journalist og fader til den moderne, politiske zionisme, skrev i Der Judenstaat (Den jødiske Stat) i 1895: ”Vi har på ærlig vis overalt bestræbt os på at indpasse os i de omgivende landes sociale liv og at bevare vore fædres tro. Det er os ikke tilladt at gøre dette… I lande, hvor vi har levet i århundreder, bliver vi stadig udråbt som fremmede.”

Storbritanniens tidligere overrabbiner, Jonathan Sacks, er enig: ”Jo mere det lykkedes os at være som alle andre… jo mere blev vi foragtet af alle andre… ’Hvad der er kommet op i eders sind, skal visselig ikke ske; I siger: Vi vil være som folkene, som slægterne i andre lande og dyrke træ og sten!’ (Ez. 20,32).”

Sacks minder hans landsmænd om, at: ”I århundrede efter århundrede er jøderne blevet gjort til syndebukke for begivenheder, der intet havde med dem at gøre: fra middelalderlig pest til forgiftede brønde, til indre spændinger i kristenheden, til Tysklands nederlag i første verdenskrig, til manglen på udvikling i mange muslimske stater i dag. Antisemitismen er en sygdom og kan ikke kureres af jøder. Den er også ond, og de, der tolererer den, når de kunne have protesteret, er medskyldige i ondt” (Covenant and Conversation, 27. juni 2018).

Men for hengivne venner af Israel og det jødiske folk klinger apostlen Paulus’ ord sandt: ”Thi sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke” (Rom. 11,29). Og i det foregående vers minder Paulus om, at ”de er elskede for fædrenes skyld”.

Guds trofasthed mod Hans udvalgte folk er urokkelig. Israel kan stole på den og behøver ikke frygte. Men kan Israel stole på sine venners trofasthed? I, kære læsere, kan være en opmuntring til nationen og folket Israel i bøn, vidnesbyrd og handling. Det er en opskrift på velsignelse i jeres liv!

Foregående Og igen var der ildebrand
Næste En samling (mest) gode nyhedshistorier fra Israel