At forestille sig det utænkelige

– 25 år efter Oslo-aftalen


imagine trump

Forestil jer følgende: en amerikansk evangelisk pastor, knælende i Det ovale Værelse i Det hvide Hus og bedende for præsident Trump, med pastorens hånd placeret på præsidentens skulder.

Det er ikke fiktion. Den 12. oktober blev pastor Andrew Brunson løsladt og fløjet til Amerika, efter at have været fængslet i Tyrkiet siden 2016 for falske anklager for spionage og derfor stod over for en dom på 35 år. Da han blev inviteret til at møde præsidenten næste dag, takkede pastor Brunson for hans store indsats… og bad for ham.

Dette ville være utænkeligt med en præsident Barack Obama eller en tysk kansler Angela Merkel.

Og dog, det utænkelige var netop, hvad verden forventede for 25 år siden, da Osloaftalen blev underskrevet den 13. september 1993 i Washington. Den israelske premierminister Yitzhak Rabin og Yassir Arafat, terroristlederen i militæruniform, underskrev aftalen, mens USA’s præsident Bill Clinton så på.

Ville lederen af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) nu lægge sine våben ned og blive en, der bygger en nation?

Den israelske regering håbede naivt derpå og gav det spirende Palæstinensiske Selvstyre 50 000 stykker våben i tillid til, at Arafats ”politistyrker” ville bruge dem til at holde fred mellem de mange rivaliserende palæstinensiske terrorgrupper. Men i stedet for at slå ned på disse grupper, inkorporerede Arafat dem i sit blæksprutteagtige netværk af terroristfraktioner. Og hvad med våbnene? De blev i stedet vendt mod israelerne.

Virkeligheden var, at terrorismen voksede de følgende måneder til højder, som ikke var set i årtier. Ca. 1600 israelere blev myrdet, titusinder blev såret. Tusinder af børn blev forældreløse, hundreder af hustruer og mænd blev enker og enkemænd.

Uvillige til at indrømme, at de var blevet narret, fastholdt venstreorienterede israelske embedsmænd stadig, at planen virkede. Den dag i dag fastholder Israels venstrefløj, at en palæstinensisk-israelsk aftale, hvor Israel opgiver store striber land til de palæstinensiske arabere, er den bedste løsning.

Men det er urealistisk at forestille sig en fredsaftale, der holder, når den ene side ikke er besejret. Husk, at England stiftede fred i Nordirland, efter at den irske republikanske hær (IRA) havde nedlagt deres våben.

Mellemøsthistorikeren Daniel Pipes skrev: ”Krige slutter almindeligvis, når fiasko får den ene til at fortvivle, når denne side opgiver krigens mål og accepterer sit nederlag og, når dette nederlag har udtømt sin vilje til at kæmpe” (”A new strategy for Israeli victory,” Commentary, januar 2017).

I palæstinensernes tilfælde, så er de besejret, men de har ingen hensigt i at opgive deres anstrengelser for at ødelægge Israel.

I dag er Det palæstinensiske Selvstyre korrupt, efter at være finansieret af milliarder af dollars fra andre lande, og støttepengene er kanaliseret videre til at sponsorere terrorisme, udbetale pensioner til terroristernes familier, til indkøb af luksushuse og biler og indsat på hemmelige oversøiske bankkonti.

Befolkningen har gjort begrænsede økonomiske fremskridt, men kollektivt er de stadig langt fra at være klar til at fungere som en uafhængig stat. Det er netop den udenlandske finansiering – den del af den, der er til rest – som har gjort, at Selvstyret i det hele taget har overlevet.

Lederne er uinteresserede. Livets prøvelser betyder større behov, og behov sælger godt på verdens TV-skærme.

Fred er ikke kommet nærmere en virkeliggørelse. Fjendtligheden er tværtimod større end nogensinde, holdt ved lige af opildnende politiske taler, uddannelse fyldt med had og antisemitiske love i Det palæstinensiske Selvstyre.

Den muslimske gejstlighed står bag alt dette. Sheik Muhammad Hussein for eksempel, Det palæstinensiske Selvstyres stormufti i Jerusalem og leder af det øverste Fatwa-råd bekendtgjorde, at det er forbudt at sælge, give eller testamentere land til ”fjenderne” (jøder eller israelere). Det vil blive betragtet som forræderi og betyde ekskommunikation (Al-Hayat Al-Jadida [Selvstyrets officielle, daglige avis], 13. april 2018). Palæstinensere, der sælger land til jøder, lever da også med truslen om død.

Efter 25 år og i betragtning af al den terrorisme, de har gået igennem og stadig gennemgår, så er israelerne ikke interesserede i en eller anden paradeaftale med Det palæstinensiske Selvstyre og da slet ikke interesserede i at skabe en terroriststat som nabo.

Foregående Bileam dengang og nu
This is the most recent story.