Jerusalem – en tung løftesten


US Vice President Mike Pence receives standing ovation from eight hundred guests in Israel’s parliament, the Knesset, on January 22, 2018, when he declares, “Jerusalem is Israel’s capital.”
US Vice President Mike Pence receives standing ovation from eight hundred guests in Israel’s parliament, the Knesset, on January 22, 2018, when he declares, “Jerusalem is Israel’s capital.”

Ja, Jerusalem, Guds jordiske residens gennem 3000 år (Sl. 46,4 [5]; 48,2) og det jødiske folks hovedstad.

I 50 år har den været en fuldt genforenet by efter, at muslimerne delvis besatte den. Jordan, som blev skabt ud af tynd luft af briterne, besatte en del af Jerusalem fra 1948 til 1967 og ødelagde med vilje 58 flere hundred år gamle synagoger og yeshivot (teologiske skoler) og ødelagde 38 000 grave.

På min forelæsningsturnéer i Danmark, Tyskland og Sverige sidste år talte jeg detaljeret om Jerusalem, en uges seminar reduceret til én forelæsning. Jeg talte om den nuværende by, den fremtidige by i tusind års fred og den himmelske by, som vil komme ned på Jorden. Rabbinerne, som ved åndelig åbenbaring altid taler om Jerusalem i flertal (hebraisk Yerushalayim), siger: ”Enhver, der foragter det jordiske Jerusalem, har ikke del i det himmelske”.

Selv om det Jerusalem, vi alle kender, har en særlig bibelsk betydning for jøder og kristne, har det haft overordentlig stor betydning for hele verden siden Abrahams dage. Tillad mig at omtale et aktuelt emne. Ifølge Zakaria 12,2-3 vil Jerusalem blive ”et berusende bæger” og ”en tung løftesten” for alle nationer. Faktisk vil ”alle jordens folk samle sig imod det.” Man behøver ikke være særlig religiøs for at se, at der i vore dage finder en udvikling sted i et stadig hastigere tempo, samtidig med, at der laves krigsforberedelser imod Israel.

På grundlag af historien og de foreliggende kendsgerninger besluttede præsident Donald Trump den 6. december 2017 at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Et flertal af landene i FN (128 ud af 193), ibland dem 22 af de 28 EU stater, stemte for at erklære denne anerkendelse ugyldig. Der var massedemonstrationer og voldelige optøjer rundt om i verden. Det, der allerede var en slet skjult antisemitisme, flammede op på ny.

Tysk venskab

Tyskland var blandt de lande, der forkastede Jerusalem som det jødiske folks hovedstad. Jeg kan huske, at tidligere forbundskansler Helmut Kohl ligesom den nuværende forbundskansler Angelika Merkel mange gange sagde, at Tyskland og Israel deler en skæbnefyldt historie, en historie, om hvilken der ikke kan ”forhandles”, og som har betydning for Israels sikkerhed. Men taler handlinger ikke højere en ord?

Hvis jeg som Holocaust-overlever ser, at en nation, der forårsagede seks millioner jøders død, nu lukker en million mennesker inden for dens grænser, af hvilke mange ønsker at dræbe alle jøder, hvad kan jeg så forvente, at der vil ske? Tyskland havde mindre end 600 000 jøder før folkemordet.

I april 2017 besøgte den tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel den jødiske stat. Han hævdede over for nogle israelske parlamentsmedlemmer, at Israel ikke gav de palæstinensiske arabere nok vand. Kendsgerningerne beviser imidlertid, at Israel tildeler dem meget mere vand (og også jordanerne) end det ifølge kontrakten er forpligtet til, og det gør det på trods af De palæstinensiske Myndigheders ødelæggelse af vandforsyningen som følge af ukontrolleret spildevandsudledning og ulovlig boringsprojekter.

Den seneste åbenlyst antisemitiske bemærkning faldt i midten af december, da den samme kabinetsminister fortalte en gruppe muslimer i Berlin, at Israels forhold til araberne mindede ham om sydafrikansk Apartheid, en absurd bagvaskelse.

Fra hvilken sump graver denne privilegerede repræsentant for det tyske folk sine løgne op? Han burde vide, at siden genforeningen af Jerusalem har medlemmer af alle trosretninger haft adgang til deres religiøse helligsteder. Arabere i Israel behandles bedre end i muslimske lande. I Israel arbejder jødiske og muslimske læger og hospitalspersonale sammen, og på universiteterne er der jødiske så vel som muslimske studenter og forelæsere. Der er muslimske advokater og dommere i Israel, der tjener så højt oppe som ved Højesteret. Denne højeste instans dømmer endda for eller imod militære aktioner. Muslimer har israelsk statsborgerskab og adgang til sociale ydelser ligesom alle andre borgere.

Gud vil konfrontere fjenden

Som jeg antydede før, er der en klar polarisering mellem nationerne i striden om Jerusalem. FN bruger allerede kun arabiske beskrivelser til at identificere Jerusalems jødiske helligsteder og kræver jævnligt, at jøder ikke må bygge der.

Med hensyn til krigsforberedelserne i de muslimske stater nord for Israel og Ruslands dybere og dybere involvering er der en tydelig udvikling mod Gog fra Magogs profeterede angreb på Israel (Ez. 38 og 39) – og striden drejer sig om Jerusalem. Skal vi være bange? Gud sagde: ”Jeg går i rette med ham med pest og blod, med regnskyl og haglsten; ild og svovl lader jeg regne over ham, hans hobe og de mange folkeslag, som følger ham” (38,22).

Han sagde også: ”På hin dag værner HERREN om Jerusalems indbyggere… På hin dag vil jeg søge at tilintetgøre alle de folk, som kommer imod Jerusalem” (Zak. 12,8-9). At en krig med sådanne apokalyptiske dimensioner, også kunne forårsage lidelser for Israel er ikke umuligt. Mere kunne siges her med hensyn til eskatologien, men jeg vil begrænse det til disse kommentarer.

”Liddettroende?”

En iagttagelse: Da den jødiske stat Israel blev genoprettet i 1948 var der prædikener i mange evangeliske kirker om de profetiske endetidsbegivenheder. I dag er det for det meste stoppet. Hvorfor? Har bibelen ændret sig efter 70 år?

Eller skyldes det erstatningsteologien (at de kristne er blevet ”det nye Israel”)? I modsat fald ville kirkerne have kommet med erklæringer om Israel – jøderne, der var fulde af håb. Men alt for ofte hører vi snarere om Guds straffedomme (som skete for årtusinder siden!) som middel til at tilskynde jøderne til endelig at acceptere den kristne lære. Det smager af de samme gamle sværd og spyd, der skulle anspore jøderne til at konvertere. Eller er nogle kirker blevet ”søvnige jomfruer”? Disse mennesker skulle måske mindes Jesu ord: ”Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” (Luk. 18,8).

Tillad mig at slutte med en glad, åndelig bemærkning: ”Glæd dig med Jerusalem, og vær glad med hende, alle som elsker hende; juble med glæde med hende, alle som sørger over hende” (Es. 66,10ff, eng. ovs.).

Foregående Bekendelser af en tidligere pro-palæstinensisk aktivist fra Hebron
Næste Politisk ukorrekt: En trodsig arabisk kristen blandt palæstinensiske arabere