Et fredens ord fra en fredspartner søges


Mens presset fra verden på Israel for at gøre flere ofre for fred fortsætter med at vokse, venter Israel på, at en fredspartner skal dukke op. Men indtil nu er De palæstinensiske Myndigheder (PA) fraværende.

I september ved De forenede Nationer, foran en forsamling af næsten to hundrede nationer, inviterede en optimistisk, israelsk premierminister Benjamin Netanyahu endda selveste præsidenten for PA, Mahmoud Abbas, til at komme til Jerusalem for at tale direkte til det israelske parlament Knesset.

I sin svartale til FN’s generalforsamling krævede Abbas en undskyldning fra Storbritannien for dens udstedelse af Balfourdeklarationen i 1917, der lovede at etablere en jødisk stat. Han krævede også, at Israel frigav alle palæstinensiske fanger fra dets fængsler. Det vil altså sige, at terrorister, der sad fængslet i Israel for at dræbe eller lemlæste israelere med knive eller geværer, skulle frigives. Ingen antydning af fred der.

Hundredvis af palæstinensiske fanger i Israel er faktisk blevet frigivet i bytte for ligene af israelere, der blev holdt tilbage af terrorgrupperne Hamas eller Hizbullah. Tayseer Abu Sneineh var en ud af fire terrorister, som myrdede seks jøder i et angreb i 1980. Han blev fanget af Israel, idømt livsvarigt fængsel, men blev frigivet ved en fangeudvekslings-handel. Nu er han kandidat til byrådet i Hebron, en by under PA’s kontrol.

München-massakren var en ”heltemodig operation”

Abbas’ politiske parti, Fatah, åbenbarede noget af sin holdning den 5. september på den 44. jubilæumsdag for München-massakren, begået af terrorgruppen Sorte September på det israelske, olympiske team. På sin Facebook-side lovpriste Fatah den ”heroiske München-operation”, som demonstrerede ”den palæstinensiske modstandskæmpers mod og styrke”.

munich-1972-02-ss_fullDen 2. august lagde Fatah en liste ud over dens resultater siden Yassir Arafat grundlagde den i 1959. ”Som en vigtig detalje, citerede listen ikke et eneste fredsopsøgende eller fredsskabende resultat, men opregnede kun Fatahs volds- og terrorhandlinger. Fatah pralede endda med, at dens angreb har dræbt 11 000 [sic!] israelere.” (Palestinian Media Watch, 3. august 2016)

PA’s følelser over for Israel eksemplificeres af en udtalelse af den palæstinensiske forfatter, Yousef Jad Al-Haq, på Syria News TV den 16. august. Her mente han, at ”hvis en million eller to af os dør, men vi til gengæld befrier Palæstina [dvs. Israel, red.]… nå ja, så er det i orden med mig.”  (www.memritv.org./clip/en/5680.htm )

Fjendtlige følelser er også rettet mod andre.

Kvinder som hekse

I den palæstinensiske verden handler børnenes uddannelse om indoktrinering. PA’s premierminister, Rami Ramdallah, introducerede i september en ny palæstinensisk skolebog for 1. til 4. klasse, som blandt andet fordrejer historien og geografien. På bogens sider bliver kvinder afbildet som ”hekse og dæmoner”, Tel Aviv navngives som en arabisk by (besat af jøder), og Betlehem er en by på Gazas kystlinje (sic!). (”Palestinians: ’Women are Witches’”, Khaled Abu Toameh, Gatestone Institute, 8. september, 2016)

Det er symptomatisk for radikaliseringen af den palæstinensisk-arabiske befolkning, at minoriteter og kvinder nedgøres. Lokalvalg på ”Vestbredden”, som blev udskrevet den 8. oktober, opstillede lister, hvor navne og billeder kun viste kandidater af hankøn. Kvindelige kandidaters navne og fotografier var tildækkede. De blev refereret til som ”hustru til” den eller den mand, eller som ”søster til” den eller den broder. (I lokalvalgene i 2012 var kvindernes billeder erstattet af en rose eller en due.)

Den palæstinensiske journalist Khaled Abu Toameh kommenterede vredt: ”Når palæstinensiske kvinder udfører angreb mod israelere, hædrer det palæstinensiske samfund dem som helte. Så bliver navne og billeder af disse kvinder malet på store reklameskilte. Omvendt… når kvinderne hellere vil arbejde for livet end for døden, så er deres identitet ikke interessant nok til at blive en del af det offentlige forbrug.” (”The Invisible (Female) Palestinians”, Khaled Abu Toameh, Gatestone Institute, 5. september 2016)

Kristne ses ned på som ”Glædelig jul”-gruppen

I et interview i ægyptisk TV i september latterliggjorde den berygtede, tidligere formand for PA’s Forebyggende Sikkerhedstjeneste, Jibril Rajoub, de palæstinensiske kristne, da han kaldte dem ”Glædelig jul”-gruppen og beskyldte dem for at stemme på Hamas. Han har selv tilbragt 17 år i israelske fængsler for terrordomme.

På verdensplan er der 20 % kristne blandt de palæstinensiske arabere, men efter årtier med forfølgelse fra muslimernes hånd, så udgør de kun 1 % af befolkningen i PA (”Vestbredden”), Østjerusalem og Gazastriben, ifølge Dr. Hanna Issa, generalsekretær for den Islamisk-kristne kommission til støtte for Jerusalem og de hellige steder.

Værdien af et liv

.I juli cirkulerede der en nyhedsvideo, der viste en palæstinensisk-arabisk far, der tilskyndede sin fireårige søn til at kaste sten på de israelske soldater under en massedemonstration. Faderen råber til soldaterne: ”Dræb ham! Skyd ham!” Den skræmte dreng nærmer sig soldaterne, og en af soldaterne rækker sin højre arm frem, drengen gør det samme, og de klasker hænderne sammen i en ”high five”. I baggrunden håner de arabiske demonstranter soldaterne, men situationen afdramatiseres.

Premierminister Netanyahu kommenterede hændelsen: ”At opmuntre nogen til at dræbe et barn – ovenikøbet dit eget barn – er sandsynligvis det mest inhumane et menneske kan gøre… Det palæstinensiske uddannelsesministerium i Ramallah organiserede fornylig en event for studenter for at ære nogle terrorister, der havde myrdet tre civile. For to uger siden lovpriste De palæstinensiske Myndigheders officielle avis nogle teenage-terrorister og skrev, at ’døden som martyr er vejen til berømmelse og storhed’” (www.youtube.com/watch?v=j-kOwFA8xZ4). I børnehavelejre i Gaza oplæres børn som selvmordsbombere; uskyldige børn trænes til at værdsætte døden mere end livet.

Israel har samarbejdet med PA i mange år inden for mange områder, heriblandt landbrug, forsyningsvirksomhed, teknologi og sikkerhed og har endda tilbudt anerkendelse. Men Israel venter på en partner, som vil holde op med at tilskynde vold, overholde aftaler og være villig til at leve fredeligt sammen med Israel.

Foregående Det forgangne års vanvid
Næste Gode nyheder fra Israel