Palæstinensisk plan for fred?


palest1

Siden grundlæggelsen af den moderne stat Israel den 14. maj 1948 har Israel vist en vedvarende parathed til fred. For nogle årtier siden sagde Israels premierminister Yitzhak Shamir de berømte ord: ” Vi vil møde vore arabiske naboer på fodboldbanen, ikke på slagmarken.”

Men i stedet for at rykke nærmere en løsning ser det ud til, at de palæstinensiske arabere frem for alt har til hensigt at skade Israel, enten ved terror eller ved anti-israelsk hadpropaganda. Mens deres egne samfund visner af mangel på veje, dræning og forsyningsselskaber, fyldes deres lederes pengekister med udenlandsk bistand.

Islam-eksperten Daniel Pipes, uddannet på Harvard, siger, at Osloaftalen fra september 1993 var en katastrofe: ”Det, man plejer at kalde ’fredsprocessen’, burde mere præcist kaldes ’krigsprocessen’.” (”A New Strategy for Israeli Victory”, Daniel Pipes, Commentary, 14. december 2016)

Han skriver, at aftalen ophævede 45 års succes med at afskrække araberne fra forsøg på at udslette Israel. Fra og med Oslo og de efterfølgende år af israelske indrømmelser, tolket af den arabiske verden som svaghed, ”steg den palæstinensiske voldsspiral opad, [og] flere israelere blev myrdet i de fem år, der fulgte Oslo, end i de 15 år, der lå før aftalen. Opildnende taler og voldelige aktioner steg i antal – og fortsætter stadig med uformindsket styrke” selv i dag.

Volden blev ledsaget af en global strategi, der gik ud på at underminere den israelske stats ret til at eksistere, gennem giftig tale af palæstinensisk diplomati. Talsmændene for de Palæstinensiske Selvstyremyndigheder (PA) har faktisk aldrig sagt et eneste venligt ord om Israel. Med Osloaftalen ”foregav palæstinenserne, at de havde forladt afvisningsfronten og accepteret Israels eksistens,” siger dr. Pipes, ”mens det de faktisk søgte var Israels udslettelse ved nye, mere sofistikerede metoder… med delegitimering.”

Ikke behov for en ny fredsplan

Trump-administrationen har fremlagt nye ideer til en fredsplan. Dermed er 25 års mislykket Mellemøst-diplomati taget af bordet. Indtørrede diplomater og forbenede bureaukrater raser, men blodet fra tusinder af ofre som følge af Osloaftalen bevidner tragedien.

Hovedsagen her er ikke, om Trumps plan er brugbar. For mange israelere gælder det under alle omstændigheder, at de ikke er interesserede i en ensidig, falsk ”fred” med mordere.

Men palæstinenserne har i månedsvis ført en organiseret kampagne for at få sine folk til at afvise enhver fredsbestræbelse. Det eneste, der interesserer dem i PA-præsident, Mahmoud Abbas’, og hans lejesvendes regeringskontorer i Ramallah, er, hvor meget land de kan få. De er sikre på, at den amerikanske præsident ikke vil presse israelerne nok. Kontrolposterne og bosættelserne er ikke temaet.

”Den eneste fredsplan, de nuværende palæstinensiske ledere kan acceptere, vil være én, der gør det let for dem at føre deres mission ud i livet, som er jihad [hellig krig] mod Israel for at udslette det,” siger den muslimsk-arabiske journalist Bassam Tawil. Abbas ”ved, at [Trumps plan] ikke vil fremme hans mål: at bruge ’salami-metoden’, i hvilken palæstinenserne tager land bid for bid og derefter bruger det som affyringsramper i en jihad mod Israel.” (”Palestinians: The Only Acceptable Peace Plan,” Bassam Tawil, Gatestone Institute, 25. juni 2018)

Mahmoud20Abbas20Flickr

Men det er mere speget end som så, siger Tawil: ”Ingen palæstinensisk leder er i en position, hvor de kan indgå nogen som helst fredsaftale med Israel – specielt ikke efter, at Abbas på Vestbredden og Hamas i Gazastriben har tilbragt et helt liv med at radikalisere deres befolkninger mod Israel gennem propaganda og indoktrinering.

Årtiers propaganda i moskeer og medier har i de fleste palæstinenseres øjne gjort Israel til én stor bosættelse, som bør ryddes. Som følge heraf er den palæstinensiske offentlighed ikke rede til at høre om nogen fredsplan, ikke fra Trump, ikke engang fra profeten Muhammed.”

Allierede i Vesten

Uheldigvis har terroristerne og deres lejesvende allierede i den frie verden. Da Omar Shakir, lederen for en gruppe, der aktivt arbejder for boykot af og sanktioner mod Israel, af samme grund blev nægtet at få forlænget sin arbejdstilladelse i Israel, krævede Shamir afgørelsen genbehandlet ved en appelinstans. Diplomater fra Canada, Holland, England og den Europæiske Union mødte også op til høringen og lagde et tavst pres på dommeren og regeringen.

Og hvorfor egentlig ikke? De samme lande og internationale organisationer giver årligt millioner af dollars til forskellige venstreorienterede, palæstinensiske organisationer, som har dokumenterede forbindelser til terrorbevægelser.

palest2

I syv årtier har europæerne og mange andre nationer krammet de palæstinensiske arabere, i stigende grad taget deres parti i de fleste sager og beskyldt Israel for den manglende fred. Det har snarere gjort araberne mere hårdnakket og mere stædige, så de kræver indrømmelser (”tillidsbyggende foranstaltninger”) i stedet for at gøre dem mere villige til at forhandle med Israel. Der har ikke været nogen fredsproces, men kun en proces, i hvilken israelerne har uddelt gaver.

Israel venter på den tid, da freden ikke bare sejrer, men forbliver varig. Gud har sagt: ”Jeg sætter vægtere på dine mure, Jerusalem; ingen sinde dag eller nat skal de tie. I, som minder HERREN, und jer ej ro og lad Ham ikke i ro, før Han får gjort Jerusalem til pris på jorden” (Es. 62,6-7).

Foregående En samling (mest) gode nyhedshistorier fra Israel
Næste Krokodilletårer for dræbte landsmænd