70-årsmiraklet


Israels genfødsel som stat på dets egen jord efter 2000 år er et 70 år gammelt mirakel. Profeten Esajas udtalte det for over 2800 år siden: ”Hvo hørte vel mage dertil, hvo så vel sligt? Kommer et land til verden på en eneste dag, fødes et folk på et øjeblik? Thi Zion kom i barnsnød og fødte med det samme sine børn” (Es. 66,8).

Da jeg læste om dette mirakel i forskellige oversættelser på andre sprog, var oversætternes negative holdninger med det samme synlige. Jeg er også klar over forskellene mellem de mange kristne kirkesamfund, forskelle, der fører til manglende forståelse af et mirakel, som aldrig er set før.

Det hellige Land

Først blev landet underkuet. Af ren hævn slettede den romerske kejser Hadrian, hvis hære besatte Israel og Judæa i det 2. århundrede, landets navn. Han gav det navnet Palæstina efter filisternes område, som allerede da ikke havde eksisteret i mindst 600 år. Dets hovedstad, Jerusalem, blev omdøbt til Aelia Capitolina. Jøder fik forbud mod at komme ind i byen. Et ikke-eksisterende filisterfolks navn skulle blive brugt indtil det 20. århundrede.

Jøderne, som blev i landet, blev kaldt palæstinensere. Indtil 1948 brugte hospitaler, andre institutioner og aviser som Palestine Post (i dag Jerusalem Post) forskellige variationer af ordet Palæstina i deres navne. Efter at staten blev oprettet, ophørte denne praksis.

Muslimerne nægtede at bruge enhver betegnelser med Palæstina i sig, idet de kaldte dem zionistiske. De var jo selv efterkommere af de omgivende arabiske nationer, hvor de har familie og relationer den dag i dag. Siden 1960’erne begyndte de at kalde sig selv palæstinensere og efterkommere af filistrene, et helt og aldeles historisk falsum. At de uddøde filistre ikke var arabere, men et søfarerfolk af europæisk oprindelse, ignoreres stadigvæk. De boede i et område langs med Middelhavet, men havde ikke en uafhængig stat.

Pagtsfolket

Siden Israel blev oprettet som land, stat og folk, har dets fjender prøvet at lade som om, det ikke eksisterede. Der har været kritikere, som hævdede, at de europæiske jøder egentlig var khazarer (fra Østeuropa og Centralasien), som konverterede. Andre hævdede, at danskere og briter var stammer i Israel, eller hævdede, at ti stammer var tabte. Sådanne tænkere glemmer, at selv om nogle khazarer faktisk konverterede allerede i bibelske tider, så var disse lige så meget jøder som Moses og Aron. Hvis antisemitter på grund af misundelse afviser at anerkende jøderne som folk, skulle de huske, at jødernes forfølgere, selv Hitler, på en eller anden måde altid vidste, hvor de kunne finde deres jøder. Burde dette ikke have været slut med afslutningen af Holocaust, den største raceforbrydelse mod menneskeligheden i menneskets historie?

En anden afvisning af jøderne som et folk forekommer i sindene hos kristne fortalere for erstatningsteorien. De kalder sig selv det nye Israel. Uanset hvilke vers i det Nye Testamente de manipulerer med til deres egen fordel, så advarede selve kong David mod sådanne angreb, der skulle underminere hans folk (Sal. 83,3-5). Det er et forsøg på at frarøve Israel dets rettigheder og udslette det som folk.

Der er også fremsat resolutioner af det antisemitiske FN imod Jerusalem som Israels hovedstad, imod bygningen af hjem i Jerusalem, imod opdyrkningen af landet, ja, imod mere og mere; dusinvis af hykleriske FN-resolutioner imod Israel hvert år. FN synes ikke at have tid til overs til de forfulgte kristne og andre forfulgte grupper, der lever i islamiske diktaturer. Vor sjælefjende hader jøderne, fordi Guds budskaber og hele verdens frelse er kommet gennem denne nation.

Men lad os undersøge den glædesfyldte side – Guds ord, som garanterer: ”Nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel” (Sal. 121,4). Landet og folket blev genfødt som en stat i 1948. Den vil aldrig ophøre med at eksistere!

Guds faste beslutninger

Frygt ikke, thi jeg er med dig! Jeg bringer dit afkom fra østen, sanker dig sammen fra vesten, siger til norden: ’Giv hid!’ til sønden: ’Hold ikke tilbage! Bring mine sønner fra det fjerne, mine døtre fra jordens ende’” (Es. 43,5-6).

Og jeg fører dem hjem til deres land, som jeg gav deres fædre” (Jer. 16,15b).

Thi se, dage skal komme, lyder det fra HERREN, da jeg vender mit folk Israels og Judas skæbne, siger HERREN, og fører dem hjem til det land, jeg gav deres fædre, og de skal tage det i eje” (Jer. 30,3).

Så siger HERREN: Folket, der undslap sværdet, fandt nåde i ørkenen, Israel vandred til sin hvile… Vin skal du atter plante på Samarias bjerge, plante skal du og høste… Kom, lad os drage til Zion, til HERREN vor Gud… Jeg bringer dem hid fra nordens land… i en stor forsamling vender de hjem… thi jeg er Israel en fader… Hør HERRENS ord, I folk, forkynd på fjerne strande: Han, som spredte Israel, samler det, vogter det som hyrden sin hjord… De kommer til Zions bjerg og jubler [eng. synger af glæde] over HERRENS fylde… Jeg vender deres kummer til fryd, giver trøst og glæde efter sorgen… og der er håb for din fremtid, lyder det fra HERREN, børn vender hjem til deres land” (Jer. 31,2-13; 17).

Så siger den Herre HERREN: Når jeg samler Israels slægt fra de folkeslag, de er spredt iblandt, vil jeg hellige mig på dem for folkenes øjne, og de skal bo i deres land, som jeg gav min tjener Jakob. Og de skal bo trygt deri, bygge huse og plante vingårde, ja, bo trygt, medens jeg holder dom over alle dem, der håner dem fra alle sider; og de skal kende, at jeg er HERREN deres Gud” (Ez. 28,25-26)

Så siger den Herre HERREN: Se, jeg henter israelitterne fra folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres land” (37,21).

Da vender jeg mit folk Israels skæbne; de skal bygge de ødelagte byer og bo deri; de skal plante vingårde og drikke vinen, anlægge haver og spise frugten. Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mer rykkes op af deres jord, som jeg gav dem, siger HERREN din Gud” (Amos 9,14-15).

Fire profeter brugte meget enslydende ord. Det skulle række. Jeg bevidner det med mine egne øjne, da jeg ikke længere lever som en af de resterede jøder i Galut (Adspredelsen). Israel har i dag den største jødiske befolkning i hele verden. Ingen behøver længere at være ”en omvandrende jøde” eller statsløs.

Israel er en nation med øjeblikkelig villighed til at hjælpe, bemærkelsesværdig innovativ nation, førende i verden inden for teknologi og nystartede virksomheder, med den stærkeste militærmagt i Mellemøsten – men frem for alt er Israel forvalter af det land, som tilhører Gud, og dets hovedstad gennem 3000 år er Jerusalem, Guds jordiske bolig. Landet og folket Israel: det største mirakel de sidste 70 år, et synligt bevis på den Evige, Trofaste Gud!

Foregående It’s a mad, mad, mad, mad world
Næste ”<i>Hvis nogen slår dig på den højre kind…</i>”