Dette er også Jerusalem


Dr. Herbert Hillel Goldberg
Dr. Herbert Hillel Goldberg

Det var torsdag eftermiddag den 26. maj. Vi havde netop sagt farvel til vore gæster fra Australien, da vi bemærkede røg. Vi antog, at det kom fra araberne over for os på den anden side af dalen, der ofte brænder affald af om natten for at irritere os.

Men så så vi de op mod otte små flyvemaskiner, der cirklede over vores skovbevoksede nabolag i udkanten af Jerusalem og nedkastede brandhæmmende kemikalier. Få minutter senere stoppede en politibil ved vores port og beordrede alle beboere til at forlade gaden pga. faren for husbrande. Tykke røgskyer over os bekræftede faren. Der var kun lige tid til at finde pas og en smule penge og så lukke vinduer og døre. Der var ingen chance for at tage ekstra tøj med eller noget som helst andet, før vi hastede ud.

Gennem prøvelsen var Leah og jeg fuldkommen rolige og var endda blandt de sidste, der kørte ud af nabolaget. Måske pga. vores alder kom forlængst vundne erfaringer op i vore tanker og hjalp os.

Blev vi ikke mindet om vores ungdom under Anden Verdenskrig? Luftangreb, brande, i skjul for nazisterne. Hvad er forskellen, når nogen er i livsfare? Gå trygt fremad i tro til Gud og med ro i sindet. Det var ofte min kones erfaring i Königsberg i Preussen, ligesom det var min egen i Polen, derefter under russiske bombardementer af en skov nær Stettin (nu Szczecin), senere under amerikanske luftangreb i bl.a. den nordtyske by Lübeck. Ofte måtte vi skynde os ned i beskyttelses-rummet flere gange om natten. I dag er vi vant til, ja næsten hærdede, i mødet med farer.

Jeg mindes en anden hændelse: under Golfkrigen i 1991 ankom Leah og jeg fra USA til Jerusalem på en af vore mange rejser, før vi flyttede hertil. På Ben Gurion-lufthavnen fik vi uddelt gasmasker og instruktioner. Efter at vi ankom til vore lejligheder, tapede vi straks et af vore værelser til, så det blev lufttæt og stoppede våde håndklæder i sprækkerne under dørene.

Inden vi blev færdige, begyndte luftalarmen at hyle. Scud-raketter var blevet affyret mod Israel fra Irak. Flere ramte Tel Aviv få øjeblikke senere. Nogle af vore slægtninges hjem blev fuldstændig ødelagt. Over radioen blev vi instrueret i at tage gasmasker på, før vi tog andre forholdsregler af hensyn til sikkerheden. Flere raketter slog ned, men ingen ramte Israels hovedstad. Så blev luft-alarmen afblæst, og det var overstået.

De næste mange dag gik alle, også vi selv, med en gasmaske omkring halsen. Det er nu 25 år siden, men den gennemgående krig mod Israel siden 1948 er aldrig stoppet. Selv i dag har enhver bygning et beskyttelsesrum.

Tilbage til nutiden. Det viste sig, at der var flere skovbrande i gang samtidig. Den nøjagtige årsag er uklar. Ilden var indenfor 500 fod (150 m) fra vores hjem. Andre naboer mistede træer og en balkon, og flammerne kom tæt på en havemur omkring en synagoge. Ildslukningspiloterne og brandvæsenet gjorde et fremragende arbejde. I fem timer var Leah og jeg ude af stand til at vende hjem. Stille og roligt kørte vi til et andet nærliggende boligområde og handlede ind. Imens ringede en rabbiner fra vores nabolag og en læge fra vores menighed for at tilbyde os logi i tilfælde af, at vores hjem gik tabt. Vi var taknemmelige for denne beredvillighed til at hjælpe, hvilket er så typisk for Israel.

Den Evige gav os fuldstændig beskyttelse. Som følge af et skift i vindretningen blev vores gade endog sparet for brandlugten.

Jerusalem kaldes Fredens By. Dog, hvor ofte er denne by ikke blevet angrebet, ødelagt og genopbygget. Endda den sidste krig på Jorden vil føres mod Jerusalem, Guds jordiske hjem (Åb. 20, 7-9), efter en periode på 1000 år med fred. Had og strid kommer udefra. Men en dag vil der være evig fred og ingen fare. Som af børn Den Allerhøjeste, får vi allerede nu lov til at have fuldkommen fred, fordi Fredsfyrsten regerer i vore hjerter.

Foregående UNRWA – hvem bad om din mening?
Næste Tre citater