Hvad betyder vel et ord?

– Om at vende diskussionen vedrørende palæstinenserne og besættelsen


whats in a name

Den hyppigste anklage mod Israel lyder noget i retning af dette: ”Israel er en koloni-magt, der besætter andres land.”

Ordene virker som kodeord. Sig dem, og straks får den underlegne sympati. I Israels tilfælde er de palæstinensiske arabere de formodede ofre, en forfulgt minoritet, undertrykt af det imperialistiske Israel. Israel kaldes oven i købet en hvid, vestlig kolonimagt, der besætter og slavebinder de oprindelige palæstinensere. Det er situationen i dag.

Men hvad nu, hvis det ikke er sandt?

Hvad nu, hvis den historiske sandhed er det modsatte af folketroen?

”Alle dele af denne beskyldning er beviselig forkerte,” skriver Melanie Phillips, den provokerende britiske klummeskribent, der arbejder for The Times (England), som bor og lever i Israel (melaniephillips.com, 14. september 2018). ”Israel er hverken hovedsagelig hvid eller vestlig. Mere end tre fjerdedele af dets befolkning, jøder så vel som arabere, er brunhudede og stammer oprindelig fra Mellemøsten.”

Hun afkræfter den historiske revisionismes myter, idet hun skriver: ”Det er afgørende at bemærke, at jøderne er det eneste eksisterende, oprindelige folk fra det land, der i dag dækker Israel, ’Vestbredden’ og Gaza. Araberne udgør blot en af flere bølger af erobrere, der har bestået af romere, persere, grækere, kristne og tyrkere, som først drev jøderne ud og derefter koloniserede deres retmæssige og historiske hjem.

Det er derfor ikke jøderne, der koloniserer nogen som helst og dermed slavebinder og undertrykker dem. Det er ’palæstinenserne’, der håber på og truer med at kolonisere og berøve det indfødte jødiske folk deres land.

Så Israel og dets fortalere bør rutinemæssigt tale om ’palæstinensere’ som kolonialister.”

Hun argumenterer med, at ordene er blevet vendt mod Israel og skal vindes tilbage og gengives deres oprindelige betydning:

”’Besættelsen’ af de omdiskuterede territorier skal erstattes med ’befrielse’”, erklærer hun. Vi er fuldstændig enige. De sidste 40 år har vi ved flere anledninger skrevet om det falske udtryk ”besættelse”, og vi har ofte brugt ordet ”befrielse” i stedet.

• Mrs. Phillips bryder sig ikke om ordet ”fredsproces”, men foretrækker det mere korrekte ord ”eftergivenhedsproces”, fordi der ikke har været antydningen af fred i årtier på trods af Israels mange ofre i forsøget på at opnå den.

• Hun har ingen sympati for Hamas, terrororganisationen, der styrer Gaza: ”På grund af sine dødelige angreb på israelske civile og misbrug af sine egne borgere som menneskelige skjolde, burde Hamas rutinemæssigt kaldes ’palæstinensiske krigsforbrydere’”.

• Hvad med Mahmoud Abbas, den selverklæret leder af Det palæstinensiske Selvstyre? ”På grund af sin skændige doktordisputats burde Mahmoud Abbas ikke kun betegnes ’Holocaust-benægter’. Ud fra sin vedholdende heltedyrkelse af Haj Amin al-Husseini, Jerusalems stormufti, som var Hitlers nærmeste allierede i Mellemøsten, og som planlagde at udrydde jøderne i hele regionen i krematorier i samme stil som i Auschwitz, burde Abbas altid beskrives som en ’nynazistisk sympatisør’”.

Der er ikke kun tale om manipulation med ord. Phillips udtrykker sig bestemt: ”Nogle siger, at dette kun er en kapring af sproget for at lede det i modsat retning. Sådan er det ikke. Det drejer sig om at bruge sproget til at udtrykke sandhed, bygget på dokumentation i stedet for på løgne. At påstå, at israelerne er nazister, er en beskidt løgn, men Abbas er en virkelig sympatisør med den, der håbede at blive lederen af det nazistiske udryddelseprogram i Mellemøsten.

Og sandhed og dokumentation kan aldrig siges at være en kapring af sproget.”

Foregående Israel udvalgt til at tjene andre
Næste Bileam dengang og nu