Hvorfor fokusere alene på antisemitisme?



Irwin Cotler


Forfatteren var medlem af det kanadiske parlament 1999-2015, tidligere justitsminister og rigsadvokat i Kanada og professor emeritus i jura ved McGill University i Montreal.

Han underviste ved det juridiske fakultet ved både Harvard og Yale, og modtog ti æres-doktorater for hans arbejde inden for internationale menneskerettigheder. I år 2000 blev han udpeget til udenrigsministerens særlige rådgiver ved den Internationale Straffe-domstol. Hans ord er mere relevante nu end nogensinde.

Jeg havde det privilegium at deltage i det første plenum nogensinde i FN’s Generalforsamling omkring global antisemitisme. Ved denne historiske konference blev der foretaget mange referencer til andre former for had og diskrimination.

Nogle stillede endda spørgsmålet: ”Hvorfor fokusere alene på antisemitisme? Er der ikke andre former for had, diskrimination og intolerance, som lige så vel fortjener at blive undersøgt?” Det er der helt klart. Faktisk udgav jeg som Kanadas justits-minister og rigsadvokat et Nationalt juridisk Initiativ til bekæmpelse racisme og had, og den regering, jeg tjente, udstedte også en national handlingsplan mod racisme.

AFP

Der er ingen tvivl om, at had og racisme må bekæmpes i alle deres former og manifestationer. Der er imidlertid seks overvejelser, der er værd at bemærke sig, som understreger det særlige træk, der er ved at analysere og bekæmpe antisemitisme.

For det første: antisemitisme er ikke blot det ældste og mest varige had, som har antaget forskellige mutationsformer gennem tiderne, men det er også et radikalt had, der har betydet katastrofale lidelser både for jøder og for alle dem, som er opslugt af denne antisemitismens virus.

For det andet: antisemitisme er en form for racisme med en global dimension, som man finder selv i lande uden jøder. Sagt meget enkelt: som beskrevet i London-deklarationen om bekæmpelse af antisemitisme, så er der ingen andre sårbare minoriteter, der er skydeskive for en racistisk virus, der både fremelsker had mod jøder og had mod Israel, jøden blandt nationerne.

Det tredje enkeltstående træk ved den type racisme, der er kendt som antisemitisme, er karakteriseret ved, at opmuntringen til antisemitisme og had mange steder understøttes og endda igangsættes af enkeltstater, inklusive opmuntring til folkemord. Jøder er det eneste medlem af det internationale samfund, der er mål for staters sanktioner og opmuntring til folkemord på global skala.

For det fjerde: ingen anden form for racisme hvidvaskes i universelle folkeretslige værdier som f.eks. FN’s beskyttelse, autoriteten af international lov, menneske-rettighedskulturen og kampen mod racisme.

Dette syn på antisemitisme dukkede for eksempel op i FN’s resolution ”Zionisme er racisme”. Den nu afdøde amerikanske senator Daniel Moynihan beskrev den på den måde, at ”den gav antisemitismens skændsel et skin af international juridisk sanktion”. Det, der gør denne form for antisemitisme så sofistikeret og bedragerisk, er, at den bruger menneskerettighedernes sprog, blåstemplingen af international lov og FN’s beskyttelse til at dække over had.

For det femte: der har været en dramatisk stigning i antisemitiske angreb på jøder, jødisk ejendom og jødiske institutioner.

Denne hadets pandemi har registreret den højeste forekomst af antisemitiske handlinger i 2014 siden optegnelserne begyndte, og det skyldes den udbredte forekomst af hadforbrydelser mod jøder i så forskellige lande som England, Frankrig, Belgien og Sverige. Selv i USA og Kanada er en uforholdsmæssig stor del af alle hadforbrydelser mod religiøse minoriteter rettet mod jøder.

Endelig, så er vi vidner til en genoplivelse af alle injurierne fra den klassiske antisemitisme, som f. eks. Zions vises protokoller, den russiske zars forfalskning, der påstår en international jødisk konspiration om at overtage verdensherredømmet. Den har i over 100 år stået som den mest gennemtrængende, sejlivede og ødelæggende bagvaskelse af en udvalgt gruppe. I dag underbygger denne løgn, som ikke vil dø, de mest uhyrlige konspirationsteorier og tilskyndelser, rettet både mod jøder og den ”internationale zionistkonspiration” i Israel.

Jøder beskyldes således for at stå bag angrebene den 11. september; jødiske læger beskyldes for at inficere palæstinenserne med AIDS-virus; jødiske videnskabsmænd beskyldes for udbredelsen af fugleinfluenzaen; en jødisk astronaut beskyldes for rumfærgen Columbias eksplosion; jøder beskyldes for udgivelsen af de danske karikaturtegninger af Muhammad og for pavelig ”besmittelse” af islam; jøder beskyldes for krigen i Irak og for folkemordet i Darfur. Denne samme injurierende arv er overført på Israel og den ”internationale zionistkonspiration”, idet den jødiske stat bærer den skyld for alle ulykkerne, som engang lå på jøderne.

Vi er virkelig vidner til en genoplivning af de klassiske antisemitismes bagvaskelser: myten om mordet på Gud, blodmyten, myten om økonomisk overherredømme, myten om brøndes forgiftning og Protokol-myten. Den hykleriske fornægtelse af Holocaust kædes sammen med beskyldningen om, at jøderne er nazister ligesom, at myterne ikke kun anvendes mod jøder, men samtidigt og parallelt også mod den jødiske stat.

Tiden er kommet til ikke kun at blæse alarm mod denne kritiske masse af had, men til at handle for at bekæmpe den. Som historien har belært os alt for godt om: selv om det begynder med jøderne, så slutter det ikke med jøderne.

Jerusalem Post, den 27. januar 2015

Foregående Inspirerende scener i Israel
Næste Om at velsigne nationerne